"Kærlighed er ikke det, der får verden til at løbe rundt. Kærlighed er det, som gør turen umagen værd." - Franklin P. Jones

En lille sød historie

En sød lille historie om livet og prioriteter c",)), set på Facebook.

Når tingene i dit liv virker næsten uoverkommelige. Når 24 timer pr. døgn ikke er nok – så husk syltetøjsglasset...
En professor stod foran sit filosofihold med nogle ting foran sig.
Da timen begyndte tog han, uden at sige et ord, et meget stort og tomt syltetøjsglas frem og begyndte at fylde det med golfbolde. Da han havde gjort det, spurgte han......... sin klasse om glasset var fyldt, hvilket klassen var enige om, at det var det.
Så tog professoren en kasse med småsten frem og begyndte at hælde dem ned i glasset. Han rystede glasset let, så småstenene fordelte sig imellem golfboldene. Derefter spurgte han igen klassen, om glasset var fyldt, og det mente hans klasse nok at det var. Herefter tog professoren en kasse med sand frem og begyndte at hælde det op i glasset. Sandet fyldte naturligvis de resterende hulrum i glasset. Igen spurgte han om det var fyldt. Klassen svarede enstemmigt “ja”.
Derefter lavede professoren to kopper kaffe og hældte dem begge i glasset, hvilket effektivt fyldte de små hulrum der var imellem sandkornene.
Klassen grinede… “Nuvel” sagde professoren, da latteren var stilnet af.
“Hvis I nu forestiller jer, at dette glas repræsenterer jeres liv. Golfboldene er de vigtige ting - jeres familie, kærester, børn, helbred, venner og yndlingspassioner - de ting som selv hvis alle andre ting gik tabt og kun disse var tilbage, stadig ville gøre jeres liv fuldendt. Småstenene er de andre ting, der betyder noget – såsom job, hus, bil osv. Sandet er alle de andre småting“.
Professoren fortsatte: “Hvis I putter sandet ned i glasset først, er der ikke plads til hverken småstenene eller golfboldene. Det samme gælder i livet. Hvis I bruger al jeres energi og tid på de små ubetydelige ting, får I aldrig plads til de ting, der er vigtige for jer. Vær opmærksom på de ting der er kritiske for jeres lykke. Leg med jeres børn. Pas på jeres helbred. Inviter jeres partner på middag. Tag endnu en runde på golfbanen. Der vil altid være tid til at gøre huset rent og ordne afløbene. Tag jer af golfboldene først – de ting der virkelig betyder noget. Få styr på prioriteterne – resten er bare sand“.
En af de studerende rakte sin hånd i vejret og spurgte hvad kaffen repræsenterede. Professoren smilede: “Jeg er glad for at du spørger. Det er blot for at vise, at lige meget hvor fyldt dit liv synes at være, så er der altid plads til et par kopper kaffe sammen med en ven :-)

David Harkins

“This is my wish for you:
Comfort on difficult days, smiles when sadness intrudes, rainbows to follow the clouds, laughter to kiss your lips, sunsets to warm your heart, hugs when spirits sag, beauty for your eyes to see, friendships to brighten your being, faith so that you can believe, confidence for when you doubt, courage to know yourself, patience to accept the truth, Love to complete your life.”

The Girl who silenced the world for 5 minutes.

Det er ikke vores færdigheder der gør os til hvem vi er, men de valg vi foretager os, der gør os til hvem vi er.

Unchaines Melody..

Vores dejlige børn, august 2006. 

Inspiration fra Hele 3 ting af Anna Skyggebjerg

Anna Skyggebjerg - hele 3 ting

I er velkommen til at skrive billedet ud! :)

Glædelig jul!!



Sisimiut tur..

Vores fest til efterkommere af Johansen i Sisimiut.

Anise, min mors kusine som holder tale! :) 

 Der står jeg med min fætter Hans´ lille pige ved siden af fætter Sofus.

Fætter Sofus og hans ældste dreng.



Min fætter Jens, min onkel Boas!

Min onkel Edvard (Ittuat) hjemme ved ham.

Min fætter Jens. :)

Ordgætteleg, hvor mændene skal stå op på en stol og tegne bogstaverne med rumpen! :)

Det så vældigt sjovt ud!

Her er Vivian, min fætter Sofus´ kone og min kusine Amalie.

Min mors fætter Jens og min fætter Eli.

Jeg fik desværre ikke taget nogen billeder af alt den sne der ellers kom, mens jeg var i Sisimiut, sigtbarheden udenfor var ikke så god! Alt den sne der kom er smeltet væk igen, Sisimiut har haft + grader de sidste par uger. Jeg havde den mest fantastiske tur, selvom jeg godt nok græd hver eneste dag af sorg over de mistede her i år, men også af lykke og kærlighed til min familie.

Hip hip hurraaa..

Jeg skal til Grønland, nærmere Sisimiut, min fødeby, hjem til min stor familie og være med til en familiesammenkomst af efterkommere til Johansen.

Om jeg glæder mig?? jaaaaa.. helt vildt. :D 

Jeg skal huske kameraet og huske denne gang at, tage en masse billeder af mine oplevelser.

Rejseplanen er således - 03.11.2010 en overnatning i København hjemme hos min dejlige kusine Naalu, hvor vi om eftermiddagen skal besøge én mine ynglingsbutikker - Det ukendtes Boghandel og A.C Pearc´s Thehandel og resten af aftenen skal der hygges og snakkes. Tidlig torsdag morgen 04.11.2010 afsted med Air Greenland til Kangerlussuaq og derfra til Sisimiut. 

Jeg glæder mig rigtig meget til at se og besøge min familie og forhåbenlig spise en masse grønlandsk mad, som primært vil bestå af fisk. :) 

Julie - Timmissatut ilillunga - (som en fugl)

Korintherbrev 13:4-7

"Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt."

Stand by me..

Love Grandpa Elliott. <3

A list of things to do every day.. :)

Jeg er blevet inspireret af denne lille (A list of things to do every day) fra Anna Skyggebjergs blog Hele 3 ting, som alle læsere af hendes blog har fået lov til at kopiere. :) Jeg syntes at, den var så dejlig, at jeg tog den med her på bloggen med lidt tilføjelser til. :)

A list of things to do every day. 

1. Kiss the children and my husbond

2. Read a poem or qoute

3. Listen to music, and sing loud and dance crazy ;)

4. Create something

5. Express Gratitude for something

6. Have DIRECT experiance of life

7. Drink Tea ( he..he.. I drink a lots of it every day)

8. Touch the earth

9. Love with an open heart

10. Go for a walk :)

11. Eat Good Food

♥ Til min mand. ♥

♥ You´ve got a friend ♥

Frederick Bailes.

"Det at vi er i stand til at vælge, er den største velsignelse vi har, for med følger evnen til at vælge de sindstilstande vi vil fokusere på og deraf vores oplevelser."

Hanne Nielsen - http://hanniuna.blogspot.com

"De lykkeligste mennesker er ikke de, der har det bedste af alt, men de, der får det bedste ud af det de har." og sådan skal der ikke bare snakkes, men leves :)) ♥

Jeg har tilladt mig at, kopiere denne citat fra dejlige smukke frk. solskin Hanne, fordi den er så indsigtsfuld, dejlig og så rigtig. ♥

Audrew Hepburn

Remember, if you ever need a helping hand, it's at the end of your arm, as you get older, remember you have another hand: The first is to help yourself, the second is to help others.

Mennesketyper af Søren Kierkegaard (1813-1855)

Jeg læste en bog af Gerd Lütken og Johannes Fibiger sidste sommer, da vi var på sommerferie.

Bogen hedder Udsat - en bog om eksistentialisme.  

Bogen omhandler spørgsmålet om væren, om livet og om en række resume af filosoffers bøger, med en række eksistentielle spørgsmål om væren - at være til.

 

Det er fra denne bog jeg har taget det lille afsnit om mennesketyper af Søren Kierkegaard, som jeg synes er interessant. Bogen kan klart anbefales til alle og der er nogen steder i bogen, hvor man fælder en lille tåre eller 2. :)

Æstetikeren.

Et menneske der vælger efter nydelsen, vælger ud fra underholdningsværdi det sjoveste eller det smukkeste eller det bedste. Som sådan er æstetikeren egoistisk og tænker blot på sig selv. Derfor fortryder denne ofte sine valg, når de er foretaget, især når lysten er aftaget, og kedsomheden melder sig. Hans valg er uforpligtende, og derfor gør han dem om, når nye muligheder viser sig. Ofte indhentes æstetikeren af kedsomhed, når det går op for ham, at valg er ligegyldige og gentagelsen bliver truende. En æstetiker kan ikke leve i gentagelsen. Hans humør slår da fra, fra letsind over i tungsind, han bliver godt gammeldags deprimeret og føler, at hans liv er tomt og retningsløst. For at komme ud af denne klemme, kan han enten forvandle sig til ironiker, der blasert erkender tilværelsens tristesse med overbærende smil - og som måske endda kan udvise klædelig selvironi. Eller også havner æstetikeren i en fortvivlelse, der ikke lader sig overvinde.

Spidsborgeren.

En spidsborger er det almindelige travle menneske med mange gøremål, pligter og fritidsaktiviteter. Det spidsborgerlige består i, at at spidsborgeren ubevidst er et produkt af det givne samfunds normer og kultur. Han lider under den illusion, at han selv har truffet de valg, som anonyme kræfter i virkeligheden har foretaget på hans vegne. Spidsborgeren gør, som man gør. Et rollemenneske, der påtager sig en rolle uden at vide det. Som dermed gør ham til fremmed for sig selv, en genstand, flugt fra friheden.

Eksistentialisten.

Eksistentialister ville sige det på en lidt anden måde. At mennesket ikke er bestemt til noget bestemt: et mennesket er for så vidt muligt intet, før det gør sig til noget. Det har tilgengæld en mulighed for at træde i eksistens, at blive virkelig. Det drejer sig bogstaveligt talt om at ville sig selv, at ville noget. Derved giver man sit liv retning og form. Den enkelte må selv lave sine udkast - og bruge sin frihed til at forme sit liv.

Selvom mennesket er fundamentalt er frit ifølge eksistentialismen, kan det sagtens undlade at vælge at leve som andre, leve, som man nu engang gør. Ordet eksistens kommer fra det latinske 'eks-stasis' at træde ud af sig selv, at stå frem, at komme til syne, at være til. Eksistentialismen er en filosofi om selve det at være til. Den tager udgangspunkt i den enkeltes evne til at reflektere over sit eget liv. Det vigtigste i denne træk er, at mennesket kan forholde sig til sig selv. Det har den konsekvens, at det er frit. Det har sin frihed. Ikke til hvad som helst, men til at vælge sit livs indhold. De er nødt til at opfylde det basale behov, men har derudover evnen til at forme sit liv.

Jesse Jackson

"Never look down on anybody unless you're helping them up."

Smækrer lækre Noisettekager

Dejlige smækrer lækrer Noisettekager fra Femina, jeg kan desværre ikke se hvem der har sendt opskriften andet end en at, det er én fra Fredericia - det er en kopi jeg har fået af min svigerinde. :)

Noisettekager:

ca: 80 små bunde

Kagedej:

100 g hasselnøddekerner

100 g sukker

½ dl æggehvider

Creme:

150 g smør

3 æggeblommer

120 g flormelis

2. tsk. kakao

1. tsk. kaffepulver

Hak nødderne fint (i blinder eller persillekværn) og bland dem med sukker og æggehvide. Sæt meget små klatter af på bagepapir og gør dem så flade og runde som en 1-krone. Sæt pladen i en forvarmet orvn ved 180 ¤ i 8-10 min. Afkøl kagerne på bagerist.

Til cremen røres det blødgjorte smør med de andre ingredienser og piskes først i øjeblik over vandbad (evt. med el-pisker) og derefter væk fra vandbadet, til en let og luftig creme.

Bundene lægges sammen to og to med cremen.

Bundene kan opbevares i kagedåse og lægges sammen, når man har lyst.  

Love, love love..

I dag er det 10 år siden vi blev viet i Hans Egedes Kirke i Nuuk.

Hvor så vi da unge ud. :)

Frans af assasi

"Alt, hvad vi nogensinde gør, er enten af kærlighed eller i søgen efter kærlighed."

Soldiers Family Reunion Compilation surprise homecomings iraq war soldie...

Husk kleenex. <3

Thor på første skoledag. :)

Så er vores yngste begyndt i skole i dag, her står han stolt foran skolen, helt afslappet. :) Give Skole starter altid om torsdagen, som skulle være den bedste dag af starte. :) 

Asaga. :)

Her lytter han til læreren. :)

Lilly Allen - Not fair.

Jeg har haft 2 besøg af mine dejlige veninder fra Nuuk med deres teenagedrenge i alt 6 dage, som skulle sendes på efterskole og den anden som udviklingsstudent til Houston Texas. :) Der blev snakket "tøsesnak" i timevis og i flere dage. Jeg har nydt det i fulde drag. <3<3<3

Kærlighed - indlæg taget fra leksikon.

Interessant emne, hvilket kategori vil man helst beskrives som, i et forhold eller kan man have det hele? :) Indlæg er taget fra http://www.leksikon.org/

Kærlighed:

Kærlighed er et forhold af gensidig anerkendelse, hvor parterne ved at give sig hen til hinanden finder sig selv på ny. Kærlighed kræver mod til at overskride egne grænser og til at lade sig forandre.

Moden kærlighed vil sige et forhold, som lader den enkelte bevare sin integritet: man accepterer den anden som en person, der er forskellige fra en selv, med ønsker og interesser, der ikke nødvendigvis falder sammen med ens egne behov. Hvis man gør den anden til et objekt, kræver at eje den anden, går forholdet på en måde til grunde, for i det tilfælde bliver den anerkendelse, som man får tilbage, ikke virkelig. Det er det der sker i det symbiotiske kærlighedsforhold.

Symbiose - nærhed og afstand

Det symbiotiske (af græsk «sym-biosis»: sam-liv) forhold domineres af en selvcentreret kærlighed. Man elsker udelukkende den anden, fordi man trænger til vedkommende. Symbiosen har sit biologiske mønster i forholdet mellem mor og foster. De lever «sammen»; fosteret får alt hvad det behøver fra moderen. I et psykisk symbiotisk forhold er de to parter uafhængige af hinanden fysisk set, men den samme type afhængighed eksisterer på psykologisk plan. Hele ens identitet og følelse af værdi er knyttet til den anden: «uden dig er jeg ingenting». Man søger at smelte sammen med den anden, at blive ét, og den andens selvstændighed er en trussel. Som en vampyr suger man næring fra den anden, og der er et stærk ønske om at eje, besidde den anden. Den anden elskes ikke for det han eller hun er, men betragtes kun som objekt for egen behovstilfredsstillelse. En mand kan f.eks. elske en kvinde, fordi hun giver ham en følelse af at blive taget vare på, beskyttet. Samtidig går hendes behov for omsorg ham hus forbi. Manden ser kun det han vil se. I denne forstand er den selvcentrerede kærlighed blind.

I sådanne omklamrende afhængighedsforhold evner parterne ikke at møde hinanden som to selvstændige individer. I stedet holder de hinanden i fastlåste og kontrollerbare roller. Det vigtigste bliver, at kærlighedsforholdet garanterer sikkerhed og stabilitet; udvikling og forandring i forholdet og hos den enkelte partner modarbejdes. Denne afhængige kærlighed er blevet kaldt tosomhed: den enkelte overkommer sin ensomhed gennem en slags to-som egoisme. Sådanne kærlighedsforhold præges ofte af ødelæggende interaktionsmønstre, jalousi og forsøg på at kontrollere den anden. Forholdet er et lille helvede, og parterne synes ikke sjældent, at det er uudholdeligt at være sammen. Samtidig trænger de til hinanden og kan ikke klare sig uden hinanden.

Det afhængige, symbiotisk kærlighedsforhold er en kærlighed uden distance, uden rummelighed. Dialog mellem mennesker forudsætter distance og respekt for den andens egenart; den forudsætter, at man ser sig selv og den anden som selvstændige personer med evne til at stå alene. Det drejer sig ikke om selvtilstrækkelig uafhængighed, men om evnen til at opleve både sin adskillelse fra og sit forhold til den anden.

Traditionelt har kvinder knyttet hele deres identitet til et kærlighedsforhold. I omsorgen for andre og andres behov har kvinden mistet kontakten med, hvad hendes egne behov er - hvem hun selv er, uafhængigt af forholdet. Hun har levet som om hendes egne ønsker og interesser automatisk ville blive indfriet, hvis hun tjente andres behov, stod til disposition for andre. Derfor er kritikken af det traditionelle, afhængige kærlighedsforhold, som har hindret kvindens selvudfoldelse, blevet en vigtig del af kampen for kvindens frigørelse. Samtidig er det umuligt at fornægte behovene for tryghed, forandring og nærhed. Ægteskabsterapeuter erkender i dag, at kvinders psykiske vanskeligheder ofte skyldes en konflikt mellem selvstændighed og nærhed - hun evner ikke at opleve nærhed som andet en panikskabende afhængighed. Et af kærlighedsforholdets vanskeligste problemer er netop balancen mellem nærhed og distance, afhængighed og selvstændighed. Afhængighed uden selvstændighed bliver u-frihed. Den absolutte selvstændighed er, som Bernard Shaw siger, en middelklassefordom.

Kærlighed som projekt

I den symbiotiske kærlighed søges den anden kun som middel til at dække egne behov. Kærligheden bliver ikke et møde med et andet jeg, men virkeliggørelsen af en ønsketænkning. Det at blive elsket bliver langt vigtigere end det at elske. Kærligheden kommer af sig selv, hvis man bare finder den rette. På de fleste af livets øvrige områder anses videnskab, indsigt og indlæring som vigtig. Når det gælder kærlighed derimod, er det et spørgsmål om held.

Kærlighed til et andet menneske over tid er noget andet og mere end den tilstand af berusende følelser, som man kan kalde forelskelse. I forelskelsen er personen i grundlæggende forstand passiv: følelserne kommer så at sige udefra, det er noget man ikke kan gøre for, noget man ikke har kontrol over. Man bliver besat (jævnfør det engelske udtryk «fall in love»).

Kærlighed kan bedre beskrives med ord som aktivitet, projekt, handling. Kærlighed som forpligtende projekt kræver arbejde og tid: Tid til at interessere sig for, lytte til og have omsorg for den andens ønsker og behov, tid til konflikt. Både mand og kvinde har f.eks. behov for at blive taget vare på, få lov til at være «barn», samtidig med at de trænger til at være selvstændige, «voksne». Det har oftest været kvindernes opgave at bruge tid og energi på at varetage og udvikle kærlighedsforholdet på en måde, der har gjort det muligt for manden at skabe - i langt højere grad end han ellers ville have været i stand til.

Kærlighed er heller ikke den tilstand af harmoni, idyl eller lykke, som den ofte skildres som. Konflikt er en uundgåelig del af al udvikling, og i et kærlighedsforhold mellem to uafhængige og forskellige individer er konfrontation, uenighed og konflikt en vigtig og nødvendig del. Det er derfor ikke muligt at identificere kærlighed udelukkende med positive, gode følelser; kærlighed kan også indeholde negative følelser som had, synd og jalousi.

Almindeligvis opfattes konflikter udelukkende som noget negativt og dårligt. Især kvinderne har anset det som deres opgave at lindre og udglatte konflikter. Kvinder har ikke kunnet engagere sig i konflikter uden at tabe på det: En person der er helt afhængig af andre for at kunne overleve både materielt og psykologisk, vil altid være afmægtig i en konfliktsituation. Resultatet er, at de spændinger og modsætninger der nødvendigvis findes mellem to mennesker, går «under jorden», skjules og benægtes. At kvinder nu i højere grad magter at hævde, hvad de selv står for, indebærer mere åbne konflikter - og mulighed for mere levende kærlighedsforhold.

Romantisk kærlighed

Romantisk kærlighed er et forsøg på at undgå de reelle vanskeligheder, som et kærlighedsforhold indebærer, ved at tage tilflugt i dagdrømme og fantasi. I kærlighedssange og -noveller findes en lykkelig slutning på de problemer, der synes uløselige i virkeligheden. Den romantiske kærlighed opleves mest intenst i fantasien, og ikke i et her-og-nu-forhold til en anden person.

I drømmen om den anden kan man f.eks. erfare den totale nærhed og intimitet, som man i realiteten er bange for. Den romantiske kærlighed er fremmed for enhver konkret virkeliggørelse. Den drejer sig om en forelskelse i forelskelsen, en dyrkning af selve kærlighedsfølelsen: den anden elskes ikke ud fra, hvem hun er, men ud fra de intense oplevelser, som hun er ophav til.

Den romantiske kærlighed er således selvmodsigende. Kærligheden bliver mere intens jo fjernere og jo mere uopnåelig kærlighedsobjektet er. For at holde spændingen ved lige kræves stadig nye hindringer. Derfor kan den romantiske kærlighed beskrives som en tilstand af evig erobring. Den romantiske helt elsker ikke, som det ofte hævdes, på trods af, men på grund af den smerte og lidelse som kærligheden er ophav til.

Samtidig indeholder den romantiske kærlighed et utopisk element; den har en vilje til at sætte sig igennem på tværs af samfundsmæssige hindringer. I europæisk tradition findes en række kærlighedshelte, som forsvarer deres kærlighedsret mod al social fordømmelse: Tristian og Isolde, Romeo og Julie, Bendik og Årolilja. Deres kærlighed er socialt umulig, og for alle sker den egentlige fuldbyrdelse af kærligheden i døden. Fra Bendiks og Åroliljas grave vokser to træer. Grenene på disse træer vokser sammen og forener sig - et symbol på den forening som var umulig, mens de levede.

Utopisk er også troubadourernes mystiske kærlighedsdyrkelse. Den opstod i 1100-tallet sammen med riddervæsnet. Kvinderne - helt fraværende i den antikke Eros-tradition - kom nu i centrum. Ridderen viede sit liv til en kvinde og Kvinden eller «la Dame» blev hyldet og lovprist i troubadourernes kærlighedsdigtning. Kærligheden til kvinden udtrykte kærligheden til gud. Gennem Hende fik ridderen kontakt med det hinsidige og blev løftet væk fra denne verdens trivialiteter.

Mest kendt indenfor denne tradition er vel Dames Beatrice. Kvinden er en inspirerende muse, en som indvier i mysterierne. Normalt valgte ridderen som sin «hjertes dame» en helt uopnåelig kvinde: lensherrens hustru, dronningen eller sågar jomfru Maria. En konkret virkeliggørelse var fremmed for denne kærlighed, som i sit væsen ikke var jordisk. Troubadourernes mystiske kærlighedsdyrkning repræsenterede således en kritik af ægteskabets kærlighed, en kærlighed som var blevet gjort til en institution.

Venskab og erotik

Ud fra en kritik af den romantiske kærlighed har socialistiske tænkere forsøgt at bestemme et nyt begreb for kærlighed, en kammeratskabs- eller venskabskærlighed. Solidaritet, åndelige og moralske bånd mellem mennesker, der tror på og kæmper for det samme, er en vigtig del af kærligheden. Venskabskærlighed betyder, at parforholdet bygger på en kærlighed, der også indeholder venskab. Samtidig indebærer den et krav om, at også andre forhold end det traditionelt eksklusive forhold mellem mand og kvinde skal betragtes som kærlige forhold.

Forholdet mellem mand og kvinde bliver i vort samfund specielt problematisk, fordi alle betydningsfulde følelsesmæssige behov skal dækkes her: Alle behov rettes mod partneren, således at forholdet bliver helt overbelastet. Kærligheden er mere end den indsnævrede dyrkning af tosomheden. Den er omsorg, forpligtelse, venskaber og søstersolidaritet.

Venskab, solidaritet og respekt er vigtige dele af kærligheden. Lige så vigtig er imidlertid ekstasen, den intenst sødmefyldte oplevelse som forelskelsen er ophav til, den grænsesprængende lidenskab. At forene disse to momenter indenfor et forhold er et af kærlighedens vanskeligste problemer. Sikkert er det, at den berusende forelskelse og besættelse blegner i et forhold, som varer længere tid; de viger og giver plads for følelser af en anden kvalitet. Lidenskaben, ekstasen, kan imidlertid vindes, også i et varigt forhold - et åbent og reelt møde mellem to individer er altid spændingsfyldt. En sådan åbenhed kan være smertefuld og vanskelig, og det kan opleves som enklere - og mere berusende - at genfinde ekstasen med en ny erotisk partner.

Venskabskærlighed eksisterer således side om side med den erotiske kærlighed. Vor kulturs dyrkelse af den rene seksualitet repræsenterer egentligt en fornægtelse af det erotiske: Erotik er en enhed af det sjælelige og det seksuelle; erotik er knyttet til nærhed og åbenhed. Herbert Marcuse har bestemt utopien om de ny samfund i forhold til et nyt erosbegreb. Et fremtidigt samfund karakteriseres af en fuldstændig virkeliggørelse af eros, en erotisering af menneskets forhold til verden. Seksualiteten i vort samfund er præstationsrettet og indrettet på rent genital nydelse (genitalier: kønsorganer).

For den nye eros vil selve samværet og den åbne kommunikation være mål i sig selv: Erotik bliver en interaktion, der kan have forskellige udtryksformer - blikke, berøringer, ord, samleje. Dele af venstrefløjen er med sin kritik af den pornografiske seksualitet endt i en afvisning af alt kropsligt: Idealet er blevet et slags intellektuelt, rationelt møde mellem kønnene. Men kropslig og æstetisk tiltrækning er en væsentlig kommunikationsform. Kampen for socialismen er også en kamp for lysterne og for at tage begæret alvorligt.

Teorier om kærlighed

Mennesket er afhængig af andre for at vide, hvem det selv er, og for at blive bekræftet, som det som han/hun er. Denne bekræftelse sker ikke mindst i et kærlighedsforhold. Sociologiske og psykoanalytiske undersøgelser af, hvad der gør, at to mennesker vælger at gifte sig eller leve sammen, har understreget, at bekræftelse af egen identitet er en vigtig faktor i valget af samlivspartner. Sociologiske undersøgelser har overvejende vist, at man har tendens til at vælge en person indenfor samme race og klasse, og en person, der har omtrent de samme værdier og det samme livssyn som man selv. Disse undersøgelser peger i retning af, at «lige børn leger bedst». Kærlighed bliver da knyttet til en bekræftelse af det man er som socialt individ.

Psykoanalytisk forskning er gået et niveau dybere og har oversat kærlighed med ubevidste behov. Man vælger en person, som på en eller anden måde tilfredsstiller dybe behov i en selv. Behov som man ofte ikke er klar over, og som man ikke har rationel kontrol over. Ofte har en person behov og forventninger, der er bestemt ud fra de erfaringer, som vedkommende har gjort tidligere. F.eks. kan forholdet til forældrene have været så vanskeligt, at man selv i en voksen alder ikke er færdig med det - psykologisk set. Der vil være en tendens til at repetere det vanskelige forhold, når man møder nye mennesker.

En mand kan f.eks. være så bundet til en dominerende mor, at han leder efter hende i alle kvinder, som han møder. Han vil have en tendens til at tillægge den kvinde, som han møder, de egenskaber, som han ønsker, at hun skal have og som tilfredsstiller ham, og således bliver han ude af stand til at se, hvem denne kvinde egentlig er som selvstændig person. Både mand og kvinde bærer rundt på psykologiske billeder af, hvad en mand/kvinde skal være. Disse billeder kan ofte være negative. Kvindebilledet er skabt ud fra forholdet til en kontrollerende mor eller mandebilledet ud fra en aggressiv far. I psykoanalytiske undersøgelser finder man belæg for den folkelige indsigt: «modsætninger tiltrækker hinanden». Familiepsykologiske undersøgelser har ofte fastslået, at ægtefæller udfylder hinanden psykologisk set; f.eks. er den ene dominerende og den anden underkastende.

Valg af partner er et valg på mange niveauer samtidig. En sammenstilling af forskellige forhold, bl.a. klasse, livsopfattelse, værdier og mere ubevidste behov bestemmer, hvem man kommer til at elske. Kærlighed bestemmes både af rationelle vurderinger (man elsker og værdsætter det som den elskede står for) og af irrationelle, ofte barnlige behov. Imidlertid er det umuligt at sige, at kærligheden kun er en bekræftelse af egne behov. Psykologien har i alt for høj grad koncentreret sig om de egocentriske, selvoptagne sider af kærligheden. Psykoanalysen har f.eks. på en lidt reduktionistisk (forenklende) måde fremhævet tendensen til at repetere gamle og fastlagte mønstre. Et forhold af gensidig anerkendelse giver imidlertid også anledning til at bearbejde og overskride gamle mønstre til udvikling og forandring: I dialogen med den anden får man anledning til at skabe sig selv på ny.

Kvindekampens radikalitet

De værdier kærligheden forsøger at virkeliggøre, er værdier der har ringe plads i vor kultur. Det har gerne været kvindernes opgave at drage omsorg for følelsesmæssige forhold. Kvinderne er «bærere» af visse dele af det, der kan kaldes den totale menneskelige erfaring. De står for den kropslige, erotiske, æstetiske og følelsesmæssige erfaring af verden. Psykoanalysen har påpeget, hvilken grundlæggende betydning de kropslige, seksuelle og infantile ønsker og behov har for den menneskelige udvikling, og hvor vigtigt det er, at samfundet tager disse behov alvorligt. Wilhelm Reich viser i sit studium af fascismens massepsykologi, at den fascistiske ideologi spillede på behov af ubevidst og irrationel karakter. Bl.a. at den manglende tilfredsstillelse af erotiske behov i videste forstand gjorde, at folk lod sig rive med af fascismens blodmystik og æstetik. Kvindekampens radikalitet ligger ikke mindst i kravet om, at samfundet skal tage de følelsesmæssige og erotiske behov alvorligt.

S.G.

Redaktioner med ansvar for dette opslag: Psykologi, Filosofi, Sociologi

Identitet - indlæg taget fra Leksikon. :)

Dette er taget fra http://www.leksikon.org/

Identitet:

Identitet kan siges at være, at noget forbliver det samme over tid. Identitet i absolut forstand findes måske blandt de mindste bestanddele af materien, men ellers hører identitet altid sammen med forandring. Da alt forandrer sig, kan det synes umuligt at tale om identitet. «Du kan ikke gå to gange ned i samme flod», sagde Heraklit. På den anden side kan vi fremdrage et fransk mundheld: «Jo mere det forandrer sig, desto mere er det den samme ting.» (Plus ca change, plus c'est la même chose.) Man kan også sige: For at der kan være noget som forandrer sig, må der være en underliggende bærer af forandringerne, som forbliver identisk med sig selv over tid.

Problemet ved identitet kan stilles helt alment, således at det omfatter molekyler og stjerner, blomster og sociale klasser, dyrearter og personer. På dette almene niveau kan problemet analyseres således: I den strøm af forandring, opløsning og tilblivelse som vi til dagligt iagttager omkring os, findes der enkelte relativt stabile «hvirvler», som skiller sig klart ud fra omgivelserne. Disse «hvirvler» kan tillægges identitet over tid, i den udstrækning de tilfredsstiller tre kriterier. 1. Deres struktur er (tilnærmet) konstant over tid, selv om bestanddelene hele tiden skiftes ud. Kriteriet opfyldes af en institution som Højesteret, men ikke af en larve som bliver til sommerfugl. 2. De har en sammenhængende og ubrudt eksistens over tid. Kriteriet opfyldes af en person, men ikke af en gruppe som «Det danske fodboldlandshold», som knapt nok eksisterer mellem landskampene. 3. Bestanddelene af «hvirvlerne» skiftes ud gradvist, således at der altid er en stor grad af overlapning mellem to på hinanden følgende tidspunkter. Dette kriterie opfyldes af en social klasse, men ikke af gruppen af rekrutter, som fornyes fuldstændigt hvert år.

Vigtigere end disse almene betragtninger er det at forstå de to specialtilfælde som angår personlig identitet og gruppeidentitet. Personlig identitet kan knyttes til personens fysiske eksistens, ud fra de tre kriterier ovenfor, men det er mere interessant at betragte de subjektive kriterier. I en svag forstand betyder identitet da ikke andet end en vis konsistens (sammenhæng) i personens adfærd, meninger og ønsker over tid.

På hvert enkelt tidspunkt knytter personen bånd til sin fortid (gennem hukommelse og bekræftelse af tidligere handlinger) og til sin fremtid (gennem planlægning). Brud på disse bånd udgør et svigt i personlig identitet, gennem bristende erindring, anger og ombestemmelse. Den der hele tiden angrer tidligere beslutninger og måske ikke magter at følge dem op, viser derved et svigt i sin identitet. De fleste mennesker har i denne forstand problemer med at bevare deres identitet, og forsøger at løse dem gennem forskellige strategier (fremgangsmåder til løsning af et problem) for at opnå konsistens. Den vigtigste af disse strategier er at binde sig, sådan at man bliver ude af stand til at omgøre tidligere beslutninger. For nogle mennesker er personlig identitet en uanstrengt og selvsagt egenskab, men for de fleste er det noget som må tilkæmpes og genvindes.

I en stærkere forstand kan personlig identitet knyttes til evnen til at handle selvstændigt, i modsætning til dem som rastløst forsvinder i et netværk af forhold til andre mennesker. Man kan være en konsistent konformist (konformisme: opførsel i overensstemmelse med samfundets vedtagne normer og skikke) eller en konsistent anti-konformist og alligevel ikke have personlig identitet i denne stærkere forstand. At have personlig identitet i denne forstand er ikke det samme som at være enspænder. Kun gennem et identitetsudslettende (eller bedre: identitetsforandrende) forhold til nogle mennesker, f.eks. gennem kærlighed, kan man opnå den tyngde som er en forudsætning for selvstændighed i daglige forhold. «Du skal ikke elske alle, det volder besvær. Men for din egen skyld skal du holde en anden kær», skrev Arnulf Øverland i en strofe, hvor tanken er bedre end formuleringen. I moderne samfund, der er kendetegnet af stor mobilitet (bevægelighed) og flygtighed i menneskelige forhold, bliver det vanskeligt at opnå personlig identitet i denne forstand.

Identitet hos sociale grupper kan også defineres udfra de tre kriterier, som indledningsvis blev nævnt. Specielt det tredje kriterie bliver i denne sammenhæng vigtigt. Det gør det f.eks. muligt at skelne mellem to betydninger af gruppen «arbejdsløse». I nogle samfund kan denne gruppe være sammensat af personer, der over længere tid har arbejdsløshed som deres livsbetingelse. I andre samfund består den af personer, som i en kort periode er uden arbejde på vej fra et job til et andet. Grupper af den første type har i højere grad identitet end grupper af den anden type, hvor det hurtige stofskifte og den høje gennemstrømningshastighed gør det mere naturligt at tale om en serie af grupper. Udover disse objektive identitetskriterier kan man også inddrage subjektive kriterier, først og fremmest gruppebevidsthed. (Klassebevidsthed er et specialtilfælde af dette kriterie.) Empirisk synes det at forholde sig således, at jo mere en gruppe opfylder det tredje objektive kriterie, desto mere opfylder den også det subjektive kriterie. Kontinuert fælles handling mellem de samme personer er en betingelse for solidaritet og klassebevidsthed. Stor gennemstrømning er en hindring for klassebevidsthed. Dette er ikke en nødvendig sammenhæng, og eksemplet med permanent arbejdsløse viser at det kan være modsat, for jo længere en person har været arbejdsløs, desto mere modløs og isoleret bliver vedkommende. Fra arbejderklassens historie kan vi lære, hvor vigtig den stabile kollektive ageren er for gruppeidentiteten, på samme måde som den er vigtig for den personlige identitet.

J.E.

Redaktioner med ansvar for dette opslag: Filosofi

--------------------------------------------------------------------------------

Filosofiske distinktioner

Rent sprogligt betyder «identitet» noget i retning af «den selv samme». Begrebets latinske rod er «idem», som kan oversættes med «den samme». I denne grundlæggende betydning kan vi spørge, om katten på vejen er den selv samme som den, der løb væk fra familien sidste år – er den observerede kat identisk med den bortløbne kat?

Filosoffer taler om identitet i denne forstand som numerisk identitet, hvilket betyder «identisk med sig selv». Det er hævdet, at forståelsen af genstandes numeriske identitet er en særlig menneskelig sans, og at mennesket som art udmærker sig ved evnen til at forstå de konkrete historiske forbindelser mellem enkeltting (Mammen, 1996). Komplekse menneskelige relationer som kærlighedsrelationer kræver en sans for numerisk identitet. Vi kan elske et andet menneske, hvor det ikke er summen af dette menneskes enkeltegenskaber, vi elsker, men selve dette menneske. Vi elsker noget, som ikke er udskifteligt med noget andet, selvom det andet måtte have lignende egenskaber som det, vi elsker.

Hvis to forskellige ting ligner hinanden, så er de ikke numerisk, men kvalitativt, identiske. Det kan være, at katten på vejen er lille, sort og med hvide poter, præcis som familiens bortløbne kat. De to katte er så kvalitativt identiske på en række punkter, da de har ens kvaliteter (egenskaber). Men de er kun den samme kat i numerisk forstand, hvis der består en konkret forbindelse gennem tid og rum fra den bortløbne kat til den observerede kat på vejen. Ud over numerisk og kvalitativ identitet tales også sommetider om generisk identitet. Dette er en tings identitet med andre ting af samme slags; et tilhørsforhold til et bestemt fællesskab af andre ting. Identitetsbegrebet er altså i filosofisk forstand tredelt og kan henvise til numerisk identitet (at være den samme som sig selv), kvalitativ identitet (at have samme egenskaber som andre ting) og generisk identitet (at være af samme slags som en klasse af ting). Jeg er kun numerisk identisk med mig selv, men jeg er i visse henseender kvalitativt identisk med birketræet i haven (vi måler begge 192 centimeter), og jeg er generisk identisk med enhver, der måtte læse denne tekst, da vi alle tilhører arten Homo sapiens.

Personlig identitet

I filosofien findes en klassisk diskussion om, hvad det er, der gør, at en person kan være identisk med sig selv. Hvad er det, der gør, at et menneskes forskellige kvaliteter kan variere gennem et livsløb, men at man alligevel kan siges at være den samme person? Et klassisk svar fra den britiske empirist John Locke var, at en person er den samme over tid, fordi vedkommende har erindringer, der binder enkeltøjeblikkene i livet sammen. En person er den samme, som for et år siden, fordi der er en hukommelsesmæssig sammenhæng mellem nu og da. Locke hævdede, at hvis en fyrste og en tigger falder i søvn, og hvis tiggerens krop vågner med erindringer om at være fyrste, og hvis fyrstens krop vågner med erindringer om at være tigger (på grund af en magisk ombytning af deres erindringer), så vil vi – og personerne selv – opfatte fyrsten som iboende den pjaltede tiggers krop og omvendt. Dette skyldes ifølge Locke, at vi bruger mentale faktorer (hukommelse for vores liv) som kriterium for personlig identitet. Locke mente altså, at psykologisk kontinuitet snarere end fysisk kontinuitet er afgørende for den personlige identitet. Mange filosoffer har været uenige med Locke i dette, og har hævdet, at det i stedet er hjernen, der er garant for den personlige identitet, og moderne filosofi er fyldt med farverige tankeeksperimenter, der involverer hjernetransplantationer og andet for at teste vores intuitioner om personlig identitet.

Identitet i psykologi og samfundsforskning

Identitetsbegrebet bruges sjældent i samfundsforskningen på en måde, hvor det refererer til «den selv samme», men oftere på en måde, hvor det refererer til et tilhørsforhold til en type eller gruppe. Dette er en form for generisk identitet, der ofte begrebsliggøres som social identitet. Socialpsykologer taler således om en persons religiøse identitet, etniske identitet, seksuelle identitet og så videre, hvilket henviser til personens indplacering i nogle fastlagte sociale kategorier. Man kan således f.eks. være heteroseksuel mand fra middelklassen af arabisk oprindelse, hvilket kan siges at udtrykke personens sociale identitet på udvalgte parametre.

Identitetsbegrebets tilsynekomst i samfundsvidenskaben skyldes især psykologen Erik H. Eriksons arbejde (bedst kendt er Erikson, 1971), der også har spredt sig til mediernes debat og dagligdags samtaler om identitet. Erikson anvendte helt bevidst identitetsbegrebet på en åben og løs måde som henvisende til en proces, hvor individet både bliver sig selv på selvstændig vis og samtidig udvikler følelsen af at tilhøre en gruppe. Eriksons begreb om identitet henviser til mødestedet mellem det, en person gerne vil være, og det verden tillader ham at være. Sociologen Richard Sennett (2007) skriver i forlængelse heraf, at identitet ikke handler så meget om, hvad man gør, som hvor man hører til. Identitet er i den forstand ikke noget, der kan gives et objektivt mål som en persons højde eller vægt. «At høre til» er ikke en statisk, objektiv og målbar egenskab, men et spørgsmål om en persons forståelse af sin egen tilværelse og fortolkning af sin egen situation.

Som samfundsvidenskabeligt og psykologisk begreb er «identitet» tæt knyttet til den moderne tid, og der har især i de senere år været en veritabel diskursiv eksplosion i identitetsbegrebet (Hall & du Gay, 1996). Som begreb i dagligsproget er identitetsbegrebet temmelig nyt og vandt især frem med ungdomsoprøret. Erikson selv mente, at vi historisk set først begynder at tale om identitet i det øjeblik, identiteten bliver et problem. I det gryende forbrugersamfund efter 2. verdenskrig bliver det et problem «at høre til», og mennesker oplever i stigende omfang selv at skulle gøre en indsats for at skabe og opretholde en identitet. Vi er i dag konstant på «identitetsarbejde» og identitetsbegrebet er overalt: Det diskuteres hvad dansk identitet er, om der findes en særlig europæisk identitet, hvordan man kan erhverve sig en maskulin identitet i et feminiseret samfund, om uddannelse skal være identitetsdannende, om vi knytter for meget af vores identitet til arbejdet og så videre.

En indflydelsesrig teori om identitet som psykologisk og socialt fænomen er udviklet af sociologen Anthony Giddens under overskriften selvidentitet: «Selvidentitet er ikke et særligt træk eller en samling af træk, som individet besidder. Den er selvet som det refleksivt forstås af personen på baggrund af vedkommendes biografi. Identitet forudsætter i denne forstand stadig kontinuitet på tværs af tid og rum, men selvidentiteten er en sådan kontinuitet, som den refleksivt fortolkes af agenten.» (Giddens, 1996:68). Identitet i denne forstand er ikke en samling (psykologiske eller fysiske) træk, som individet har, og som eventuelt kan måles. Selvidentitet er derfor noget andet end personlighed. Personlighed handler om, hvad man er (f.eks. indadvendt versus udadvendt), hvilket antages at kunne måles ved hjælp af psykologiske test og lignende, mens identitet handler om, hvem man er. Selvidentitet er heller ikke den numeriske kontinuitet på tværs af tid og rum (selv om denne er en forudsætning for selvidentiteten), men derimod en persons refleksive selvfortolkning af sin personlige biografi.

En persons identitet skal ifølge denne teori hverken findes i adfærd eller i andres reaktioner, men «i evnen til at holde en særlig fortælling i gang.» (Giddens, 1996:70). Identitet er altså her noget narrativt, nemlig personens evne til at opretholde en livshistorie, og flere filosoffer og samfundsforskere har argumenteret for, at indholdet i denne livshistorie ikke kan være hvad som helst. Filosoffen Charles Taylor har f.eks. argumenteret overbevisende for, at det vi ønsker at vide, når vi stiller identitetsspørgsmålet («Hvem er du?»), er, hvad der har betydning for en person (Taylor, 1989), hvor «betydning» henviser til noget, der har moralsk værdi, ud over hvad personen tilfældigvis måtte kunne lide her og nu. Noget er betydningsfuldt i denne henseende, hvis det giver personen en målestok, som vedkommende kan vurdere sine aktuelle ønsker og præferencer ud fra. Det, man måler sine ønsker og præferencer ud fra, har ikke betydning, fordi man kan lide det, men man bør kunne lide det, fordi det har betydning. Taylor beskriver identitet som «defineret af de forpligtelser og identifikationer, som giver mig en ramme eller horisont, inden for hvilken jeg kan bestemme fra sag til sag, hvad der er godt» (Taylor, 1989:27). Identitet fremstår her som et i første række moralsk begreb, hvor «hvem vi er» grundlæggende set handler om, hvilke værdier, vi lever vores liv efter (denne forståelse udfoldes i Brinkmann, 2008).

Den hermeneutiske tænker Paul Ricoeur (1992) hævder i forlængelse heraf, at identitet i form af narrativ selvkonstans er en forudsætning for moralen. Hvis andre ikke kan stole på, at et menneske er den samme i morgen, som vedkommende er i dag og var i går, så har de ingen grund til at have tillid til personen, og til at vedkommende vil holde sine løfter og leve op til sine forpligtelser. Identitet er derfor på en helt grundlæggende måde en forudsætning for, at der kan findes mellemmenneskelig moral. Vi kan kun afgive løfter og forpligte os på projekter sammen over tid, fordi vi kan forstå os selv som den samme over tid – fordi vi har en nogenlunde sammenhængende identitet. Og dette kan vi kun have, fordi vi kan anskue vores liv som en narrativ enhed; som en historie, der går fra fødsel til død. Hvis dette er en gyldig forståelse af identitetsbegrebet, må udforskningen af menneskelig identitet være en tværfaglig opgave, der både involverer psykologer, samfundsforskere og moralfilosoffer.

S.Br.

Redaktioner med ansvar for dette opslag: Psykologi, Filosofi

Følelser fra Leksikon - www.leksikon.org

Denne beskrivelse af følelser er taget fra www.leksikon.org/ som jeg fik lyst til at dele. :)

Følelser:

Dagligsprogets forskellige anvendelser af ordet «følelse» kan groft inddeles i to hovedklasser: 1. «Følelse» stort set ensbetydende med «en sansning» eller «en oplevelse». Der foreligger en afgrænselig størrelse, som sanses eller opleves, oftest på ens egen krop: Man «føler» dvs. «sanser» en kropstilstand (f.eks. tryk, smerte, en tændstikæske i bukselommen e.l.). 2. I den anden hovedklasse mangler der en sådan afgrænselig størrelse. Her sigtes der snarere til en mere helhedsorienteret sindstilstand, en måde at befinde sig på eller være til mode på (bekymret, sørgmodig, glad, deprimeret e.l.). Naturligvis findes der i de forskellige tilfælde en følelsesudløsende faktor eller en følelsesudløsende hændelse. Men den udløste følelse kan ikke betragtes som en sansning eller en oplevelse af denne faktor eller hændelse.

Selv om skellet mellem de to hovedklasser er uskarpt og flydende, er det tilstrækkeligt klart i denne sammenhæng: Med en «følelse» menes en mere helhedsorienteret sindstilstand, eller en mere omfattende måde at føle sig til mode på.

Menneskelige «projekter»

At menneskelige handlinger er intentionelle, dvs. rettet mod et mål, er en tanke der står meget centralt i dagliglivets psykologi. Afhængig af den subjektive værdi der tillægges målet, vil individet stræbe mere eller mindre intenst mod eller bort fra det. Ordet «motiv» i dagligsproget betegner målet, samt den værdi det har for individet, og som et af de vigtigste begreber i forbindelse med motivationen optræder ønsket. Hvis en person ønsker sig noget, kan han lægge en plan for, hvordan han vil opnå dette. Derefter kan han bestemme sig for at gennemføre planen. Ønsket omdannes da til en hensigt, og planen omsættes i konkret handling. Betegnelsen «projekt» er en samlebetegnelse for ønsker, planer og hensigter.

I dagligsproget synes der at eksistere en klar begrebsmæssig sammenhæng mellem en persons følelser, projekter og situationsforståelse: Følelserne udtrykker altid personens opfattelse eller vurdering af, hvor han i en given situation befinder sig med hensyn til virkeliggørelsen af et eller flere projekter. Personen har altså et ønske, en hensigt eller en plan, og han opfatter og vurderer fortløbende det der sker for ham ifht. disse størrelser. Den logiske følge er følelserne.

Konsekvensen af dette er, at de nødvendige betingelser for eksistensen af en følelse er eksistensen af et projekt og af den opfattelses- og vurderingsproces der stadig pågår. Endvidere må enhver følelse henvise til projekter og erkendelsesmæssige processer, og henvisningen til dem bidrager til at «forklare» følelsen. Det følelsesmæssige er altså umuligt uden det viljemæssige (projekter) og det erkendelsesmæssige (opfattelser, vurderinger), der på deres side igen fremkalder det følelsesmæssige.

Afhængig af om situationen af personen opfattes som fremmende eller hæmmende for hans projekter, vil han opleve positive (behagelige) følelser, f.eks. tilfredshed, glæde, lykke, etc., eller negative (ubehagelige) følelser, f.eks. angst, håbløshed, depression, vrede, etc. Det der for personen virker irrelevant for virkeliggørelsen af hans projekter, vil derimod fremtræde som følelsesmæssigt neutrale. Common-sense-psykologisk kan følelserne altså ordnes på en sammenhængende linie fra de intenst ubehagelige og negative over det følelsesmæssigt neutrale til de intenst behagelige og positive følelser.

Forskellige typer følelser

En nærmere analyse af de ovennævnte følelser kan uddybe det generelle synspunkt:

Tilfredshed foreligger, når personen vurderer situationen sådan, at han får opfyldt sine ønsker og gennemført sine projekter (Heider).

Glæde har samme logiske struktur som tilfredsstillelse, og kan betragtes som en forstærket tilfredshed. Et menneske bliver glad, når det er overbevist om, at det kan klare, eller tror det har formået at virkeliggøre projekter af central betydning. Dvs. når det har subjektiv sikkerhed for at nå eller har nået mål af høj værdi.

Lykke er en særlig intens form for glæde, og opleves når personen vurderer situationen sådan, at han har fået eller får virkeliggjort projekter af yderst stor personlig betydning. Den der hele sit liv har slidt for at blive olympisk mester i marathonløb, vil (hvis han da ikke er alt for udkørt) uvilkårligt opleve lykke i det øjeblik han sejrende løber over mål.

Kærlighed er ikke en følelse. Kærlighed kan næppe identificeres med nogen bestemt følelse i det hele taget. Kærligheden beskrives bedst ved sit projekt, der er yderst kompliceret, men hvor noget væsentligt ligger i ønsket om at være nær, passe på og respektere en person som man på flere måder og i flere henseender betragter som værdifuld (se Kærlighed). Afhængigt af hvordan personen vurderer situationen overfor den anden, vil han kunne opleve en række forskellige følelser: Sorg hvis den elskede dør, depression hvis den elskede forkaster ham, og han føler, at det er hans skyld, tilfredshed, glæde eller lykke hvis han kan være nær, drage omsorg for og respektere den elskede, håb hvis han har mistet den elskede, men tror hun vil komme tilbage osv. osv.

Angst. Vi har de tre følgende nødvendigt sande (tautologiske) udsagn: 1. Angst er en reaktion på fare. 2. En fare er enhver hændelse, som truer med at skade eller ødelægge os fysisk og/eller psykisk. 3. Vi ønsker altid at undgå at opleve farer. Af 2 og 3 følger: Vi ønsker altid at undgå det, som vi oplever truer med at skade eller ødelægge os fysisk og/eller psykisk. Dette kendetegner angstens grundliggende projekt. Angst er den følelse, der rammer os, når vi vurderer, at vor livssituation er sådan, at der foreligger noget, som hindrer os i at gå fysisk og/eller psykisk uskadte gennem tilværelsen.

Håbløshed oplever vi, når vi vurderer vor stilling således, at alle muligheder for at få et mere eller mindre vigtigt personligt projekt gennemført er udtømte.

Depression. En person opstiller altid visse betingelser for at kunne acceptere, værdsætte og respektere sig selv. Hvis personen tror, at disse betingelser ikke er tilfredsstillet, vil han opleve sig selv som uacceptabel, værdiløs og ikke respekteret. For enhver person er det derfor et grundliggende projekt at ville optræde eller være på en sådan måde, at de nævnte betingelser er tilfredsstillet. Hvis en person vurderer sin livssituation således at han 1. tror at han ikke tilfredsstiller sine acceptbetingelser, 2. tror at han ikke har nogen mulighed for atter at kunne tilfredsstille dem, 3. tror at han ikke kan lægge skylden for 1 og 2 på noget andet eller nogen andre end sig selv, og 4. ikke kan glemme 1, 2 og 3, da vil personen opleve depression. Depression implicerer håbløshed, men håbløshed implicerer ikke depressionen (se Depression).

Vrede optræder, når personen oplever, at noget i hans livssituation hindrer (frustrerer) ham i at få virkeliggjort et særlig vigtigt projekt, og samtidig får ham til at tro, at det er muligt ved hjælp af magt og tvang at fjerne hindringen. Ved mindre vigtige projekter og lettere overkommelige hindringer, optræder svagere former for vrede, f.eks. irritation eller ærgrelse. En oplevelse af at verden generelt stiller sig fjendtlig overfor ens egne nødvendige projekter kan resultere i uklare former for had, bitterhed og nag (se Had).

Logisk struktur og erkendelse

Følelserne opfattes ofte som blinde og irrationelle - på tværs af fornuften. Ud fra de præsenterede synspunkter må denne opfattelse betragtes som vildledende og fejlagtig. Følelserne er forståelige, og da vi kun forstår det logiske, må de også helt bogstaveligt opfattes som logiske konsekvenser af 1. personens projekter og 2. personens forståelse af situationen mht. sine projekter. Mentale størrelser og begivenheder er logiske og ikke kausalt, årsagsmæssigt forbundet. Nogle enkle eksempler - der let kan gøres mere sammensatte - vil illustrere dette: Hvis Per ønsker sig et æble, og Per får et æble, da er konsekvensen, at Per føler sig tilfreds. Hvis Per har et stærkt ønske om at være sammen med Hanne, men Ole hindrer Per i at være sammen med Hanne, og Per ikke ser nogen anden reaktionsmulighed end at slå efter Ole, da er konsekvensen at Per bliver vred og slår efter Ole. Hvis Per er meget glad for Hanne og voldsomt ønsker at hun skal leve og så opdager at hun er død, da er konsekvensen, at Per føler sorg osv. osv.

Det er imidlertid ikke kun sådan, at følelserne er logiske og dermed forståelige. De giver i sig selv udtryk for en forståelse eller verdenserkendelse. Pers depression påvirker hans opfattelse af verden som grå og tom, og denne opfattelse er i en vis udstrækning en del af hans depression. Det er ikke blot ens opfattelse af verden, der afsløres gennem følelserne. Mindst lige så vigtig er afsløringen af elementer til en mulig forståelse af ens egne projekter. I følelserne ligger der derfor lige så vel indbygget selverkendelse som verdenserkendelse.

Når følelserne alligevel ofte opfattes som blinde og ulogiske, kan det skyldes, at man overser det forhold, at en persons reaktionsmåder er bestemt af verden, således som den fremtræder for ham, at de menneskelige projekter fejlagtigt opfattes som irrationelle, eller at en ensidig koncentration om intense følelser kan virke forstyrrende (eventuelt lammende) på en persons tanke- og handlingsliv, eller at en persons projektsystemer af forskellige årsager kan komme i konflikt med hinanden osv.

Følelser er ikke indre, private tilstande

Følelserne forstås ofte som indre, private tilstande - dvs. som størrelser i en slags okkult, hemmelig, «bevidsthedsbeholder». For at kunne identificere sine egne følelser, må personen kigge i denne «beholder» (introspektion) og fastholde dem til senere beskrivelse. Både fænomenologer (Sartre, Merleau-Ponty), dagligsprogs- eller common-sense-filosoffer (Wittgenstein, Ryle) og moderne selvperceptionsteoretikere (Bern, Skinner) forkaster denne filosofiske opfattelse. For det første fordi verdens reelle karakter ikke helt kan adskilles fra hvordan den opfattes. Opfattelsen af verden bestemmes i høj grad af personens projekter (stenen på bjergskråningen er en hindring for turisten, men et muligt skjulested for flygtningen). Følelserne lader sig imidlertid ikke løsrive fra personens målrettede, intentionelle forhold til verden, og kan derfor ikke uden videre forlægges i et «indre» univers. For det andet forholder det sig således, at identifikationen af egne såvel som af andres følelsesmæssige tilstande, kræver at den der identificerer har et overblik over såvel den emotionelt (følelsesmæssigt) handlende person, som den situation han befinder sig i. Det er derfor som oftest ikke nogen principiel forskel mellem det at identificere egne og andres følelser. Det sker i begge tilfælde på samme måde, nemlig ved at vi observerer vor egen eller andres adfærd i forskellige situationer.

Naturvidenskab eller common sense?

Ved siden af sansning, hukommelse, tænkning, motivation og læring udgør følelserne et af den generelle psykologis mest centrale og traditionsrige studieområder. Det videnskabelige studium af følelserne har almindeligvis antaget, at psykologien er (eller bør være) en naturvidenskab. Målet har været at formulere viden i form af empirisk efterprøvelsesbare og generelle teorier - dvs. systemer af almengyldige love bekræftet gennem erfaringsundersøgelser og særligt kontrollerede eksperimenter. Det naturvidenskabelige studie af følelserne har resulteret i adskillige teorier og til dels også i nyttig faktuel viden, men kan trods dette næppe betragtes som vellykket. Principielt synes dette bl.a. at hænge sammen med særtræk ved selve studieobjektets, dvs. menneskets, «natur». Det har vist sig umuligt at formulere almene principper for, hvordan mennesker fungerer og opfører sig. For det første fordi mennesker uafladeligt lærer, tilpasser sig, udvikler sig og forandrer sig. Men for det andet også fordi mennesker hele tiden lærer at lære, forandrer sine måder at tilpasse sig på, udvikler sin måde at udvikles på osv. Trods betydelig modstand vil enkelte psykologer derfor hævde, at det i princippet er umuligt at etablere almengyldige (universelle) og efterprøvelige teorier om følelserne, og at det naturvidenskabelige studie af dem har været forfejlet.

Grundlaget for et mulig alternativ til den naturvidenskabelige psykologi findes i common sense eller dagliglivets menneskekundskab. Det drejer sig om den psykologiske mening eller forståelse (jfr. common sense (mening)), som ligger indbygget i og muliggøres af dagligsproget, og de livsformer der ligger til grund for det - dvs. kulturen - og som følgelig er fælles (jfr. common (fælles) sense) for alle almindelige mennesker indenfor rammen af en nærmere angivet historisk epoke og et nærmere angivet geografisk område. Den norske psykolog J. Smedslund har påpeget, at common sense har tre karakteristiske kendetegn: Den er 1. normalt ureflekteret eller ikke-bevidst, 2. den deles af alle almindelige voksne mennesker i et givent samfund (se ovenfor) og 3. når den bliver gjort reflekteret eller bragt på påstandsform, har den karakter af at være selvindlysende eller, nødvendig sand (tautologisk). Common-sense-psykologien (som en form for videnskabelig psykologi) kan betragtes som en systematisk og reflekteret klarlægning, formalisering og anvendelse af dagliglivets menneskekundskab, således som den er defineret ovenfor. Common-sense-psykologisk teori (og givet generel psykologisk teori overhovedet) må følgelig bestå i systemer af nødvendige sande udsagn, der afspejler den uudtalte (rent begrebsmæssige) forståelse, som alle har af psykologiske fænomener, i kraft af at de snakker et bestemt hverdagssprog og er deltagere i en bestemt kultur. Den foregående analyse af følelserne illustrerer i denne forstand ansatserne til en common-sense-psykologisk teori.

W.R.

Redaktioner med ansvar for dette opslag: Psykologi

Vaya Con Dios - For you

Texas - I´m so in love with you

The Cranberries - when you´re gone

Skagen uge 29, 30 - 2010 med min dejlige smukke søster.

Løkken uge 27 - 2010 besøg af dejlige dejlige familie..

Min mand og min dejlige kusine på besøg med hendes børn og barnebarn. <3<3<3

Min kusines dreng havde 3 uger forinden taget min guitar til lidt kærlig behandling og havde den med på deres besøg på vores dejlige ophold i Løkken. Smukke, Dejlige, Kærlige, Hjælpsomme og Gavmilde mennesker. Jeg elsker min familie. <3<3<3

Tilgivelse er et af de største gaver i livet, man kan tage til sig – både tilgivelse til sig selv og andre. :)

At fejle er menneskeligt, at tilgive er guddommeligt. ”Cicero”.

Mine drenge d. 04.02.2007 <3<3<3

Mine drenges ynglingsmusik her for tiden. :)

Vi havde jo en vindunderlig weekend med besøg fra min søster Christina og min dejlige kusine Hansiinaraq og hendes store dreng Niels. :) Jeg ærger mig lidt over, at jeg hele den vidunderlige weekend ikke havde fået taget billeder. Jeg skal altså til at huske det. :)

Niels er jo super duper til at spille på guitar, så Thor havde en lille lektion med Niels på guitar, på en ½ time havde han lært at spille "Smoke on the water". :)  

Farmand kom hjem dagen efter med en lille overraskelse til Thor, en lille yamaha guitar, så han kan begynde at øve sig på sin egen lille guitar og i løbet af ingen tid havde han da også lært at spille "Se den lille kattekilling" med en streng, han kan jo ikke så godt nå alle strengene, så han bruger tommelfingeren på øverste streng. :)

Min yngste, Thor 7 mdr. gammel