Accept betyder at anerkende, give sin støtte til eller uden tilkendegivelse at undlade protest. Især den sidste fortolkning er diskutabel, da manglende udmelding er subjektiv. Således er stiltiende accept ikke lig med godkendelse!
Accepterer = anerkende, godkende, gå med til noget, fordi man finder det tilfredstillende eller fornuftigt.
Respekt = det at beundrer nogen eller noget og vurderer denne el. dette meget højt. Beundring forbundet med lydighed.
Respekterer = rette sig efter.
Det at respekterer er det så uden tilkendegivelse, at undlade protest? :)
Jeg har en dyb beundring af de mange ældre her i byen, vi har en her på gaden på næsten 85, han tager stadig cyklen hver dag og handler. Altid venlig, beklager aldrig, trods sin alder og alt det der følger med. Der bor faktisk ret mange ældrer her i byen som stadig klarer sig selv. Med deres gåvogne og beundrer de børn de møder. De smiler og spørger til en, de lader sig slet ikke mærke at, de måske har smerter i ryggen, benene. De har måske mistet deres eneste ene for længe siden. De lever videre og stadig beundrer livet, verdenen.
Mon vi også lærer det selv en dag? At lærer at leve med alderen, at miste og stadig kan smile og spørge til andre. Dyb respekt for de ældre. :)
Vi har nok alle en tendens til at koncentrerer os om det vi mangler, i stedet for at beundrer det vi allerede har.
Accepterer = anerkende, godkende, gå med til noget, fordi man finder det tilfredstillende eller fornuftigt.
Respekt = det at beundrer nogen eller noget og vurderer denne el. dette meget højt. Beundring forbundet med lydighed.
Respekterer = rette sig efter.
Det at respekterer er det så uden tilkendegivelse, at undlade protest? :)
Jeg har en dyb beundring af de mange ældre her i byen, vi har en her på gaden på næsten 85, han tager stadig cyklen hver dag og handler. Altid venlig, beklager aldrig, trods sin alder og alt det der følger med. Der bor faktisk ret mange ældrer her i byen som stadig klarer sig selv. Med deres gåvogne og beundrer de børn de møder. De smiler og spørger til en, de lader sig slet ikke mærke at, de måske har smerter i ryggen, benene. De har måske mistet deres eneste ene for længe siden. De lever videre og stadig beundrer livet, verdenen.
Mon vi også lærer det selv en dag? At lærer at leve med alderen, at miste og stadig kan smile og spørge til andre. Dyb respekt for de ældre. :)
Vi har nok alle en tendens til at koncentrerer os om det vi mangler, i stedet for at beundrer det vi allerede har.
