mandag den 23. august 2010

Smækrer lækre Noisettekager

Dejlige smækrer lækrer Noisettekager fra Femina, jeg kan desværre ikke se hvem der har sendt opskriften andet end en at, det er én fra Fredericia - det er en kopi jeg har fået af min svigerinde. :)

Noisettekager:
ca: 80 små bunde

Kagedej:
100 g hasselnøddekerner
100 g sukker
½ dl æggehvider

Creme:
150 g smør
3 æggeblommer
120 g flormelis
2. tsk. kakao
1. tsk. kaffepulver

Hak nødderne fint (i blinder eller persillekværn) og bland dem med sukker og æggehvide. Sæt meget små klatter af på bagepapir og gør dem så flade og runde som en 1-krone. Sæt pladen i en forvarmet orvn ved 180 ¤ i 8-10 min. Afkøl kagerne på bagerist.

Til cremen røres det blødgjorte smør med de andre ingredienser og piskes først i øjeblik over vandbad (evt. med el-pisker) og derefter væk fra vandbadet, til en let og luftig creme.
Bundene lægges sammen to og to med cremen.

Bundene kan opbevares i kagedåse og lægges sammen, når man har lyst.  

torsdag den 19. august 2010

Love, love love..


I dag er det 10 år siden vi blev viet i Hans Egedes Kirke i Nuuk.
Hvor så vi da unge ud. :)





Frans af assasi

"Alt, hvad vi nogensinde gør, er enten af kærlighed eller i søgen efter kærlighed."

fredag den 13. august 2010

torsdag den 12. august 2010

Thor på første skoledag. :)

Så er vores yngste begyndt i skole i dag, her står han stolt foran skolen, helt afslappet. :) Give Skole starter altid om torsdagen, som skulle være den bedste dag af starte. :) 

Asaga. :)


Her lytter han til læreren. :)

onsdag den 11. august 2010

Lilly Allen - Not fair.



Jeg har haft 2 besøg af mine dejlige veninder fra Nuuk med deres teenagedrenge i alt 6 dage, som skulle sendes på efterskole og den anden som udviklingsstudent til Houston Texas. :) Der blev snakket "tøsesnak" i timevis og i flere dage. Jeg har nydt det i fulde drag. <3<3<3

søndag den 1. august 2010

Kærlighed - indlæg taget fra leksikon.

Interessant emne, hvilket kategori vil man helst beskrives som, i et forhold eller kan man have det hele? :) Indlæg er taget fra http://www.leksikon.org/


Kærlighed er et forhold af gensidig anerkendelse, hvor parterne ved at give sig hen til hinanden finder sig selv på ny. Kærlighed kræver mod til at overskride egne grænser og til at lade sig forandre.

Moden kærlighed vil sige et forhold, som lader den enkelte bevare sin integritet: man accepterer den anden som en person, der er forskellige fra en selv, med ønsker og interesser, der ikke nødvendigvis falder sammen med ens egne behov. Hvis man gør den anden til et objekt, kræver at eje den anden, går forholdet på en måde til grunde, for i det tilfælde bliver den anerkendelse, som man får tilbage, ikke virkelig. Det er det der sker i det symbiotiske kærlighedsforhold.

Symbiose - nærhed og afstand
Det symbiotiske (af græsk «sym-biosis»: sam-liv) forhold domineres af en selvcentreret kærlighed. Man elsker udelukkende den anden, fordi man trænger til vedkommende. Symbiosen har sit biologiske mønster i forholdet mellem mor og foster. De lever «sammen»; fosteret får alt hvad det behøver fra moderen. I et psykisk symbiotisk forhold er de to parter uafhængige af hinanden fysisk set, men den samme type afhængighed eksisterer på psykologisk plan. Hele ens identitet og følelse af værdi er knyttet til den anden: «uden dig er jeg ingenting». Man søger at smelte sammen med den anden, at blive ét, og den andens selvstændighed er en trussel. Som en vampyr suger man næring fra den anden, og der er et stærk ønske om at eje, besidde den anden. Den anden elskes ikke for det han eller hun er, men betragtes kun som objekt for egen behovstilfredsstillelse. En mand kan f.eks. elske en kvinde, fordi hun giver ham en følelse af at blive taget vare på, beskyttet. Samtidig går hendes behov for omsorg ham hus forbi. Manden ser kun det han vil se. I denne forstand er den selvcentrerede kærlighed blind.

I sådanne omklamrende afhængighedsforhold evner parterne ikke at møde hinanden som to selvstændige individer. I stedet holder de hinanden i fastlåste og kontrollerbare roller. Det vigtigste bliver, at kærlighedsforholdet garanterer sikkerhed og stabilitet; udvikling og forandring i forholdet og hos den enkelte partner modarbejdes. Denne afhængige kærlighed er blevet kaldt tosomhed: den enkelte overkommer sin ensomhed gennem en slags to-som egoisme. Sådanne kærlighedsforhold præges ofte af ødelæggende interaktionsmønstre, jalousi og forsøg på at kontrollere den anden. Forholdet er et lille helvede, og parterne synes ikke sjældent, at det er uudholdeligt at være sammen. Samtidig trænger de til hinanden og kan ikke klare sig uden hinanden.

Det afhængige, symbiotisk kærlighedsforhold er en kærlighed uden distance, uden rummelighed. Dialog mellem mennesker forudsætter distance og respekt for den andens egenart; den forudsætter, at man ser sig selv og den anden som selvstændige personer med evne til at stå alene. Det drejer sig ikke om selvtilstrækkelig uafhængighed, men om evnen til at opleve både sin adskillelse fra og sit forhold til den anden.

Traditionelt har kvinder knyttet hele deres identitet til et kærlighedsforhold. I omsorgen for andre og andres behov har kvinden mistet kontakten med, hvad hendes egne behov er - hvem hun selv er, uafhængigt af forholdet. Hun har levet som om hendes egne ønsker og interesser automatisk ville blive indfriet, hvis hun tjente andres behov, stod til disposition for andre. Derfor er kritikken af det traditionelle, afhængige kærlighedsforhold, som har hindret kvindens selvudfoldelse, blevet en vigtig del af kampen for kvindens frigørelse. Samtidig er det umuligt at fornægte behovene for tryghed, forandring og nærhed. Ægteskabsterapeuter erkender i dag, at kvinders psykiske vanskeligheder ofte skyldes en konflikt mellem selvstændighed og nærhed - hun evner ikke at opleve nærhed som andet en panikskabende afhængighed. Et af kærlighedsforholdets vanskeligste problemer er netop balancen mellem nærhed og distance, afhængighed og selvstændighed. Afhængighed uden selvstændighed bliver u-frihed. Den absolutte selvstændighed er, som Bernard Shaw siger, en middelklassefordom.

Kærlighed som projekt
I den symbiotiske kærlighed søges den anden kun som middel til at dække egne behov. Kærligheden bliver ikke et møde med et andet jeg, men virkeliggørelsen af en ønsketænkning. Det at blive elsket bliver langt vigtigere end det at elske. Kærligheden kommer af sig selv, hvis man bare finder den rette. På de fleste af livets øvrige områder anses videnskab, indsigt og indlæring som vigtig. Når det gælder kærlighed derimod, er det et spørgsmål om held.

Kærlighed til et andet menneske over tid er noget andet og mere end den tilstand af berusende følelser, som man kan kalde forelskelse. I forelskelsen er personen i grundlæggende forstand passiv: følelserne kommer så at sige udefra, det er noget man ikke kan gøre for, noget man ikke har kontrol over. Man bliver besat (jævnfør det engelske udtryk «fall in love»).

Kærlighed kan bedre beskrives med ord som aktivitet, projekt, handling. Kærlighed som forpligtende projekt kræver arbejde og tid: Tid til at interessere sig for, lytte til og have omsorg for den andens ønsker og behov, tid til konflikt. Både mand og kvinde har f.eks. behov for at blive taget vare på, få lov til at være «barn», samtidig med at de trænger til at være selvstændige, «voksne». Det har oftest været kvindernes opgave at bruge tid og energi på at varetage og udvikle kærlighedsforholdet på en måde, der har gjort det muligt for manden at skabe - i langt højere grad end han ellers ville have været i stand til.

Kærlighed er heller ikke den tilstand af harmoni, idyl eller lykke, som den ofte skildres som. Konflikt er en uundgåelig del af al udvikling, og i et kærlighedsforhold mellem to uafhængige og forskellige individer er konfrontation, uenighed og konflikt en vigtig og nødvendig del. Det er derfor ikke muligt at identificere kærlighed udelukkende med positive, gode følelser; kærlighed kan også indeholde negative følelser som had, synd og jalousi.

Almindeligvis opfattes konflikter udelukkende som noget negativt og dårligt. Især kvinderne har anset det som deres opgave at lindre og udglatte konflikter. Kvinder har ikke kunnet engagere sig i konflikter uden at tabe på det: En person der er helt afhængig af andre for at kunne overleve både materielt og psykologisk, vil altid være afmægtig i en konfliktsituation. Resultatet er, at de spændinger og modsætninger der nødvendigvis findes mellem to mennesker, går «under jorden», skjules og benægtes. At kvinder nu i højere grad magter at hævde, hvad de selv står for, indebærer mere åbne konflikter - og mulighed for mere levende kærlighedsforhold.

Romantisk kærlighed
Romantisk kærlighed er et forsøg på at undgå de reelle vanskeligheder, som et kærlighedsforhold indebærer, ved at tage tilflugt i dagdrømme og fantasi. I kærlighedssange og -noveller findes en lykkelig slutning på de problemer, der synes uløselige i virkeligheden. Den romantiske kærlighed opleves mest intenst i fantasien, og ikke i et her-og-nu-forhold til en anden person.

I drømmen om den anden kan man f.eks. erfare den totale nærhed og intimitet, som man i realiteten er bange for. Den romantiske kærlighed er fremmed for enhver konkret virkeliggørelse. Den drejer sig om en forelskelse i forelskelsen, en dyrkning af selve kærlighedsfølelsen: den anden elskes ikke ud fra, hvem hun er, men ud fra de intense oplevelser, som hun er ophav til.

Den romantiske kærlighed er således selvmodsigende. Kærligheden bliver mere intens jo fjernere og jo mere uopnåelig kærlighedsobjektet er. For at holde spændingen ved lige kræves stadig nye hindringer. Derfor kan den romantiske kærlighed beskrives som en tilstand af evig erobring. Den romantiske helt elsker ikke, som det ofte hævdes, på trods af, men på grund af den smerte og lidelse som kærligheden er ophav til.

Samtidig indeholder den romantiske kærlighed et utopisk element; den har en vilje til at sætte sig igennem på tværs af samfundsmæssige hindringer. I europæisk tradition findes en række kærlighedshelte, som forsvarer deres kærlighedsret mod al social fordømmelse: Tristian og Isolde, Romeo og Julie, Bendik og Årolilja. Deres kærlighed er socialt umulig, og for alle sker den egentlige fuldbyrdelse af kærligheden i døden. Fra Bendiks og Åroliljas grave vokser to træer. Grenene på disse træer vokser sammen og forener sig - et symbol på den forening som var umulig, mens de levede.

Utopisk er også troubadourernes mystiske kærlighedsdyrkelse. Den opstod i 1100-tallet sammen med riddervæsnet. Kvinderne - helt fraværende i den antikke Eros-tradition - kom nu i centrum. Ridderen viede sit liv til en kvinde og Kvinden eller «la Dame» blev hyldet og lovprist i troubadourernes kærlighedsdigtning. Kærligheden til kvinden udtrykte kærligheden til gud. Gennem Hende fik ridderen kontakt med det hinsidige og blev løftet væk fra denne verdens trivialiteter.

Mest kendt indenfor denne tradition er vel Dames Beatrice. Kvinden er en inspirerende muse, en som indvier i mysterierne. Normalt valgte ridderen som sin «hjertes dame» en helt uopnåelig kvinde: lensherrens hustru, dronningen eller sågar jomfru Maria. En konkret virkeliggørelse var fremmed for denne kærlighed, som i sit væsen ikke var jordisk. Troubadourernes mystiske kærlighedsdyrkning repræsenterede således en kritik af ægteskabets kærlighed, en kærlighed som var blevet gjort til en institution.

Venskab og erotik
Ud fra en kritik af den romantiske kærlighed har socialistiske tænkere forsøgt at bestemme et nyt begreb for kærlighed, en kammeratskabs- eller venskabskærlighed. Solidaritet, åndelige og moralske bånd mellem mennesker, der tror på og kæmper for det samme, er en vigtig del af kærligheden. Venskabskærlighed betyder, at parforholdet bygger på en kærlighed, der også indeholder venskab. Samtidig indebærer den et krav om, at også andre forhold end det traditionelt eksklusive forhold mellem mand og kvinde skal betragtes som kærlige forhold.

Forholdet mellem mand og kvinde bliver i vort samfund specielt problematisk, fordi alle betydningsfulde følelsesmæssige behov skal dækkes her: Alle behov rettes mod partneren, således at forholdet bliver helt overbelastet. Kærligheden er mere end den indsnævrede dyrkning af tosomheden. Den er omsorg, forpligtelse, venskaber og søstersolidaritet.

Venskab, solidaritet og respekt er vigtige dele af kærligheden. Lige så vigtig er imidlertid ekstasen, den intenst sødmefyldte oplevelse som forelskelsen er ophav til, den grænsesprængende lidenskab. At forene disse to momenter indenfor et forhold er et af kærlighedens vanskeligste problemer. Sikkert er det, at den berusende forelskelse og besættelse blegner i et forhold, som varer længere tid; de viger og giver plads for følelser af en anden kvalitet. Lidenskaben, ekstasen, kan imidlertid vindes, også i et varigt forhold - et åbent og reelt møde mellem to individer er altid spændingsfyldt. En sådan åbenhed kan være smertefuld og vanskelig, og det kan opleves som enklere - og mere berusende - at genfinde ekstasen med en ny erotisk partner.

Venskabskærlighed eksisterer således side om side med den erotiske kærlighed. Vor kulturs dyrkelse af den rene seksualitet repræsenterer egentligt en fornægtelse af det erotiske: Erotik er en enhed af det sjælelige og det seksuelle; erotik er knyttet til nærhed og åbenhed. Herbert Marcuse har bestemt utopien om de ny samfund i forhold til et nyt erosbegreb. Et fremtidigt samfund karakteriseres af en fuldstændig virkeliggørelse af eros, en erotisering af menneskets forhold til verden. Seksualiteten i vort samfund er præstationsrettet og indrettet på rent genital nydelse (genitalier: kønsorganer).

For den nye eros vil selve samværet og den åbne kommunikation være mål i sig selv: Erotik bliver en interaktion, der kan have forskellige udtryksformer - blikke, berøringer, ord, samleje. Dele af venstrefløjen er med sin kritik af den pornografiske seksualitet endt i en afvisning af alt kropsligt: Idealet er blevet et slags intellektuelt, rationelt møde mellem kønnene. Men kropslig og æstetisk tiltrækning er en væsentlig kommunikationsform. Kampen for socialismen er også en kamp for lysterne og for at tage begæret alvorligt.

Teorier om kærlighed
Mennesket er afhængig af andre for at vide, hvem det selv er, og for at blive bekræftet, som det som han/hun er. Denne bekræftelse sker ikke mindst i et kærlighedsforhold. Sociologiske og psykoanalytiske undersøgelser af, hvad der gør, at to mennesker vælger at gifte sig eller leve sammen, har understreget, at bekræftelse af egen identitet er en vigtig faktor i valget af samlivspartner. Sociologiske undersøgelser har overvejende vist, at man har tendens til at vælge en person indenfor samme race og klasse, og en person, der har omtrent de samme værdier og det samme livssyn som man selv. Disse undersøgelser peger i retning af, at «lige børn leger bedst». Kærlighed bliver da knyttet til en bekræftelse af det man er som socialt individ.

Psykoanalytisk forskning er gået et niveau dybere og har oversat kærlighed med ubevidste behov. Man vælger en person, som på en eller anden måde tilfredsstiller dybe behov i en selv. Behov som man ofte ikke er klar over, og som man ikke har rationel kontrol over. Ofte har en person behov og forventninger, der er bestemt ud fra de erfaringer, som vedkommende har gjort tidligere. F.eks. kan forholdet til forældrene have været så vanskeligt, at man selv i en voksen alder ikke er færdig med det - psykologisk set. Der vil være en tendens til at repetere det vanskelige forhold, når man møder nye mennesker.

En mand kan f.eks. være så bundet til en dominerende mor, at han leder efter hende i alle kvinder, som han møder. Han vil have en tendens til at tillægge den kvinde, som han møder, de egenskaber, som han ønsker, at hun skal have og som tilfredsstiller ham, og således bliver han ude af stand til at se, hvem denne kvinde egentlig er som selvstændig person. Både mand og kvinde bærer rundt på psykologiske billeder af, hvad en mand/kvinde skal være. Disse billeder kan ofte være negative. Kvindebilledet er skabt ud fra forholdet til en kontrollerende mor eller mandebilledet ud fra en aggressiv far. I psykoanalytiske undersøgelser finder man belæg for den folkelige indsigt: «modsætninger tiltrækker hinanden». Familiepsykologiske undersøgelser har ofte fastslået, at ægtefæller udfylder hinanden psykologisk set; f.eks. er den ene dominerende og den anden underkastende.

Valg af partner er et valg på mange niveauer samtidig. En sammenstilling af forskellige forhold, bl.a. klasse, livsopfattelse, værdier og mere ubevidste behov bestemmer, hvem man kommer til at elske. Kærlighed bestemmes både af rationelle vurderinger (man elsker og værdsætter det som den elskede står for) og af irrationelle, ofte barnlige behov. Imidlertid er det umuligt at sige, at kærligheden kun er en bekræftelse af egne behov. Psykologien har i alt for høj grad koncentreret sig om de egocentriske, selvoptagne sider af kærligheden. Psykoanalysen har f.eks. på en lidt reduktionistisk (forenklende) måde fremhævet tendensen til at repetere gamle og fastlagte mønstre. Et forhold af gensidig anerkendelse giver imidlertid også anledning til at bearbejde og overskride gamle mønstre til udvikling og forandring: I dialogen med den anden får man anledning til at skabe sig selv på ny.

Kvindekampens radikalitet
De værdier kærligheden forsøger at virkeliggøre, er værdier der har ringe plads i vor kultur. Det har gerne været kvindernes opgave at drage omsorg for følelsesmæssige forhold. Kvinderne er «bærere» af visse dele af det, der kan kaldes den totale menneskelige erfaring. De står for den kropslige, erotiske, æstetiske og følelsesmæssige erfaring af verden. Psykoanalysen har påpeget, hvilken grundlæggende betydning de kropslige, seksuelle og infantile ønsker og behov har for den menneskelige udvikling, og hvor vigtigt det er, at samfundet tager disse behov alvorligt. Wilhelm Reich viser i sit studium af fascismens massepsykologi, at den fascistiske ideologi spillede på behov af ubevidst og irrationel karakter. Bl.a. at den manglende tilfredsstillelse af erotiske behov i videste forstand gjorde, at folk lod sig rive med af fascismens blodmystik og æstetik. Kvindekampens radikalitet ligger ikke mindst i kravet om, at samfundet skal tage de følelsesmæssige og erotiske behov alvorligt.

S.G.

Redaktioner med ansvar for dette opslag: Psykologi, Filosofi, Sociologi

Identitet - indlæg taget fra Leksikon. :)

Dette er taget fra http://www.leksikon.org/
Identitet kan siges at være, at noget forbliver det samme over tid. Identitet i absolut forstand findes måske blandt de mindste bestanddele af materien, men ellers hører identitet altid sammen med forandring. Da alt forandrer sig, kan det synes umuligt at tale om identitet. «Du kan ikke gå to gange ned i samme flod», sagde Heraklit. På den anden side kan vi fremdrage et fransk mundheld: «Jo mere det forandrer sig, desto mere er det den samme ting.» (Plus ca change, plus c'est la même chose.) Man kan også sige: For at der kan være noget som forandrer sig, må der være en underliggende bærer af forandringerne, som forbliver identisk med sig selv over tid.

Problemet ved identitet kan stilles helt alment, således at det omfatter molekyler og stjerner, blomster og sociale klasser, dyrearter og personer. På dette almene niveau kan problemet analyseres således: I den strøm af forandring, opløsning og tilblivelse som vi til dagligt iagttager omkring os, findes der enkelte relativt stabile «hvirvler», som skiller sig klart ud fra omgivelserne. Disse «hvirvler» kan tillægges identitet over tid, i den udstrækning de tilfredsstiller tre kriterier. 1. Deres struktur er (tilnærmet) konstant over tid, selv om bestanddelene hele tiden skiftes ud. Kriteriet opfyldes af en institution som Højesteret, men ikke af en larve som bliver til sommerfugl. 2. De har en sammenhængende og ubrudt eksistens over tid. Kriteriet opfyldes af en person, men ikke af en gruppe som «Det danske fodboldlandshold», som knapt nok eksisterer mellem landskampene. 3. Bestanddelene af «hvirvlerne» skiftes ud gradvist, således at der altid er en stor grad af overlapning mellem to på hinanden følgende tidspunkter. Dette kriterie opfyldes af en social klasse, men ikke af gruppen af rekrutter, som fornyes fuldstændigt hvert år.

Vigtigere end disse almene betragtninger er det at forstå de to specialtilfælde som angår personlig identitet og gruppeidentitet. Personlig identitet kan knyttes til personens fysiske eksistens, ud fra de tre kriterier ovenfor, men det er mere interessant at betragte de subjektive kriterier. I en svag forstand betyder identitet da ikke andet end en vis konsistens (sammenhæng) i personens adfærd, meninger og ønsker over tid.

På hvert enkelt tidspunkt knytter personen bånd til sin fortid (gennem hukommelse og bekræftelse af tidligere handlinger) og til sin fremtid (gennem planlægning). Brud på disse bånd udgør et svigt i personlig identitet, gennem bristende erindring, anger og ombestemmelse. Den der hele tiden angrer tidligere beslutninger og måske ikke magter at følge dem op, viser derved et svigt i sin identitet. De fleste mennesker har i denne forstand problemer med at bevare deres identitet, og forsøger at løse dem gennem forskellige strategier (fremgangsmåder til løsning af et problem) for at opnå konsistens. Den vigtigste af disse strategier er at binde sig, sådan at man bliver ude af stand til at omgøre tidligere beslutninger. For nogle mennesker er personlig identitet en uanstrengt og selvsagt egenskab, men for de fleste er det noget som må tilkæmpes og genvindes.

I en stærkere forstand kan personlig identitet knyttes til evnen til at handle selvstændigt, i modsætning til dem som rastløst forsvinder i et netværk af forhold til andre mennesker. Man kan være en konsistent konformist (konformisme: opførsel i overensstemmelse med samfundets vedtagne normer og skikke) eller en konsistent anti-konformist og alligevel ikke have personlig identitet i denne stærkere forstand. At have personlig identitet i denne forstand er ikke det samme som at være enspænder. Kun gennem et identitetsudslettende (eller bedre: identitetsforandrende) forhold til nogle mennesker, f.eks. gennem kærlighed, kan man opnå den tyngde som er en forudsætning for selvstændighed i daglige forhold. «Du skal ikke elske alle, det volder besvær. Men for din egen skyld skal du holde en anden kær», skrev Arnulf Øverland i en strofe, hvor tanken er bedre end formuleringen. I moderne samfund, der er kendetegnet af stor mobilitet (bevægelighed) og flygtighed i menneskelige forhold, bliver det vanskeligt at opnå personlig identitet i denne forstand.

Identitet hos sociale grupper kan også defineres udfra de tre kriterier, som indledningsvis blev nævnt. Specielt det tredje kriterie bliver i denne sammenhæng vigtigt. Det gør det f.eks. muligt at skelne mellem to betydninger af gruppen «arbejdsløse». I nogle samfund kan denne gruppe være sammensat af personer, der over længere tid har arbejdsløshed som deres livsbetingelse. I andre samfund består den af personer, som i en kort periode er uden arbejde på vej fra et job til et andet. Grupper af den første type har i højere grad identitet end grupper af den anden type, hvor det hurtige stofskifte og den høje gennemstrømningshastighed gør det mere naturligt at tale om en serie af grupper. Udover disse objektive identitetskriterier kan man også inddrage subjektive kriterier, først og fremmest gruppebevidsthed. (Klassebevidsthed er et specialtilfælde af dette kriterie.) Empirisk synes det at forholde sig således, at jo mere en gruppe opfylder det tredje objektive kriterie, desto mere opfylder den også det subjektive kriterie. Kontinuert fælles handling mellem de samme personer er en betingelse for solidaritet og klassebevidsthed. Stor gennemstrømning er en hindring for klassebevidsthed. Dette er ikke en nødvendig sammenhæng, og eksemplet med permanent arbejdsløse viser at det kan være modsat, for jo længere en person har været arbejdsløs, desto mere modløs og isoleret bliver vedkommende. Fra arbejderklassens historie kan vi lære, hvor vigtig den stabile kollektive ageren er for gruppeidentiteten, på samme måde som den er vigtig for den personlige identitet.

J.E.

Redaktioner med ansvar for dette opslag: Filosofi


--------------------------------------------------------------------------------

Filosofiske distinktioner
Rent sprogligt betyder «identitet» noget i retning af «den selv samme». Begrebets latinske rod er «idem», som kan oversættes med «den samme». I denne grundlæggende betydning kan vi spørge, om katten på vejen er den selv samme som den, der løb væk fra familien sidste år – er den observerede kat identisk med den bortløbne kat?

Filosoffer taler om identitet i denne forstand som numerisk identitet, hvilket betyder «identisk med sig selv». Det er hævdet, at forståelsen af genstandes numeriske identitet er en særlig menneskelig sans, og at mennesket som art udmærker sig ved evnen til at forstå de konkrete historiske forbindelser mellem enkeltting (Mammen, 1996). Komplekse menneskelige relationer som kærlighedsrelationer kræver en sans for numerisk identitet. Vi kan elske et andet menneske, hvor det ikke er summen af dette menneskes enkeltegenskaber, vi elsker, men selve dette menneske. Vi elsker noget, som ikke er udskifteligt med noget andet, selvom det andet måtte have lignende egenskaber som det, vi elsker.

Hvis to forskellige ting ligner hinanden, så er de ikke numerisk, men kvalitativt, identiske. Det kan være, at katten på vejen er lille, sort og med hvide poter, præcis som familiens bortløbne kat. De to katte er så kvalitativt identiske på en række punkter, da de har ens kvaliteter (egenskaber). Men de er kun den samme kat i numerisk forstand, hvis der består en konkret forbindelse gennem tid og rum fra den bortløbne kat til den observerede kat på vejen. Ud over numerisk og kvalitativ identitet tales også sommetider om generisk identitet. Dette er en tings identitet med andre ting af samme slags; et tilhørsforhold til et bestemt fællesskab af andre ting. Identitetsbegrebet er altså i filosofisk forstand tredelt og kan henvise til numerisk identitet (at være den samme som sig selv), kvalitativ identitet (at have samme egenskaber som andre ting) og generisk identitet (at være af samme slags som en klasse af ting). Jeg er kun numerisk identisk med mig selv, men jeg er i visse henseender kvalitativt identisk med birketræet i haven (vi måler begge 192 centimeter), og jeg er generisk identisk med enhver, der måtte læse denne tekst, da vi alle tilhører arten Homo sapiens.

Personlig identitet
I filosofien findes en klassisk diskussion om, hvad det er, der gør, at en person kan være identisk med sig selv. Hvad er det, der gør, at et menneskes forskellige kvaliteter kan variere gennem et livsløb, men at man alligevel kan siges at være den samme person? Et klassisk svar fra den britiske empirist John Locke var, at en person er den samme over tid, fordi vedkommende har erindringer, der binder enkeltøjeblikkene i livet sammen. En person er den samme, som for et år siden, fordi der er en hukommelsesmæssig sammenhæng mellem nu og da. Locke hævdede, at hvis en fyrste og en tigger falder i søvn, og hvis tiggerens krop vågner med erindringer om at være fyrste, og hvis fyrstens krop vågner med erindringer om at være tigger (på grund af en magisk ombytning af deres erindringer), så vil vi – og personerne selv – opfatte fyrsten som iboende den pjaltede tiggers krop og omvendt. Dette skyldes ifølge Locke, at vi bruger mentale faktorer (hukommelse for vores liv) som kriterium for personlig identitet. Locke mente altså, at psykologisk kontinuitet snarere end fysisk kontinuitet er afgørende for den personlige identitet. Mange filosoffer har været uenige med Locke i dette, og har hævdet, at det i stedet er hjernen, der er garant for den personlige identitet, og moderne filosofi er fyldt med farverige tankeeksperimenter, der involverer hjernetransplantationer og andet for at teste vores intuitioner om personlig identitet.

Identitet i psykologi og samfundsforskning
Identitetsbegrebet bruges sjældent i samfundsforskningen på en måde, hvor det refererer til «den selv samme», men oftere på en måde, hvor det refererer til et tilhørsforhold til en type eller gruppe. Dette er en form for generisk identitet, der ofte begrebsliggøres som social identitet. Socialpsykologer taler således om en persons religiøse identitet, etniske identitet, seksuelle identitet og så videre, hvilket henviser til personens indplacering i nogle fastlagte sociale kategorier. Man kan således f.eks. være heteroseksuel mand fra middelklassen af arabisk oprindelse, hvilket kan siges at udtrykke personens sociale identitet på udvalgte parametre.

Identitetsbegrebets tilsynekomst i samfundsvidenskaben skyldes især psykologen Erik H. Eriksons arbejde (bedst kendt er Erikson, 1971), der også har spredt sig til mediernes debat og dagligdags samtaler om identitet. Erikson anvendte helt bevidst identitetsbegrebet på en åben og løs måde som henvisende til en proces, hvor individet både bliver sig selv på selvstændig vis og samtidig udvikler følelsen af at tilhøre en gruppe. Eriksons begreb om identitet henviser til mødestedet mellem det, en person gerne vil være, og det verden tillader ham at være. Sociologen Richard Sennett (2007) skriver i forlængelse heraf, at identitet ikke handler så meget om, hvad man gør, som hvor man hører til. Identitet er i den forstand ikke noget, der kan gives et objektivt mål som en persons højde eller vægt. «At høre til» er ikke en statisk, objektiv og målbar egenskab, men et spørgsmål om en persons forståelse af sin egen tilværelse og fortolkning af sin egen situation.

Som samfundsvidenskabeligt og psykologisk begreb er «identitet» tæt knyttet til den moderne tid, og der har især i de senere år været en veritabel diskursiv eksplosion i identitetsbegrebet (Hall & du Gay, 1996). Som begreb i dagligsproget er identitetsbegrebet temmelig nyt og vandt især frem med ungdomsoprøret. Erikson selv mente, at vi historisk set først begynder at tale om identitet i det øjeblik, identiteten bliver et problem. I det gryende forbrugersamfund efter 2. verdenskrig bliver det et problem «at høre til», og mennesker oplever i stigende omfang selv at skulle gøre en indsats for at skabe og opretholde en identitet. Vi er i dag konstant på «identitetsarbejde» og identitetsbegrebet er overalt: Det diskuteres hvad dansk identitet er, om der findes en særlig europæisk identitet, hvordan man kan erhverve sig en maskulin identitet i et feminiseret samfund, om uddannelse skal være identitetsdannende, om vi knytter for meget af vores identitet til arbejdet og så videre.

En indflydelsesrig teori om identitet som psykologisk og socialt fænomen er udviklet af sociologen Anthony Giddens under overskriften selvidentitet: «Selvidentitet er ikke et særligt træk eller en samling af træk, som individet besidder. Den er selvet som det refleksivt forstås af personen på baggrund af vedkommendes biografi. Identitet forudsætter i denne forstand stadig kontinuitet på tværs af tid og rum, men selvidentiteten er en sådan kontinuitet, som den refleksivt fortolkes af agenten.» (Giddens, 1996:68). Identitet i denne forstand er ikke en samling (psykologiske eller fysiske) træk, som individet har, og som eventuelt kan måles. Selvidentitet er derfor noget andet end personlighed. Personlighed handler om, hvad man er (f.eks. indadvendt versus udadvendt), hvilket antages at kunne måles ved hjælp af psykologiske test og lignende, mens identitet handler om, hvem man er. Selvidentitet er heller ikke den numeriske kontinuitet på tværs af tid og rum (selv om denne er en forudsætning for selvidentiteten), men derimod en persons refleksive selvfortolkning af sin personlige biografi.

En persons identitet skal ifølge denne teori hverken findes i adfærd eller i andres reaktioner, men «i evnen til at holde en særlig fortælling i gang.» (Giddens, 1996:70). Identitet er altså her noget narrativt, nemlig personens evne til at opretholde en livshistorie, og flere filosoffer og samfundsforskere har argumenteret for, at indholdet i denne livshistorie ikke kan være hvad som helst. Filosoffen Charles Taylor har f.eks. argumenteret overbevisende for, at det vi ønsker at vide, når vi stiller identitetsspørgsmålet («Hvem er du?»), er, hvad der har betydning for en person (Taylor, 1989), hvor «betydning» henviser til noget, der har moralsk værdi, ud over hvad personen tilfældigvis måtte kunne lide her og nu. Noget er betydningsfuldt i denne henseende, hvis det giver personen en målestok, som vedkommende kan vurdere sine aktuelle ønsker og præferencer ud fra. Det, man måler sine ønsker og præferencer ud fra, har ikke betydning, fordi man kan lide det, men man bør kunne lide det, fordi det har betydning. Taylor beskriver identitet som «defineret af de forpligtelser og identifikationer, som giver mig en ramme eller horisont, inden for hvilken jeg kan bestemme fra sag til sag, hvad der er godt» (Taylor, 1989:27). Identitet fremstår her som et i første række moralsk begreb, hvor «hvem vi er» grundlæggende set handler om, hvilke værdier, vi lever vores liv efter (denne forståelse udfoldes i Brinkmann, 2008).

Den hermeneutiske tænker Paul Ricoeur (1992) hævder i forlængelse heraf, at identitet i form af narrativ selvkonstans er en forudsætning for moralen. Hvis andre ikke kan stole på, at et menneske er den samme i morgen, som vedkommende er i dag og var i går, så har de ingen grund til at have tillid til personen, og til at vedkommende vil holde sine løfter og leve op til sine forpligtelser. Identitet er derfor på en helt grundlæggende måde en forudsætning for, at der kan findes mellemmenneskelig moral. Vi kan kun afgive løfter og forpligte os på projekter sammen over tid, fordi vi kan forstå os selv som den samme over tid – fordi vi har en nogenlunde sammenhængende identitet. Og dette kan vi kun have, fordi vi kan anskue vores liv som en narrativ enhed; som en historie, der går fra fødsel til død. Hvis dette er en gyldig forståelse af identitetsbegrebet, må udforskningen af menneskelig identitet være en tværfaglig opgave, der både involverer psykologer, samfundsforskere og moralfilosoffer.

S.Br.

Redaktioner med ansvar for dette opslag: Psykologi, Filosofi